Du er modigere end du tror…

Inner truth

…. det er et ordsprog, som Peter Plys bruger og det bliver startskuddet til mit nyhedsbrev, som efter sidste nyhedsbrev der handlede om frygt, nu skal handle om MOD.

Du ER nemlig modigere end du tror – det er bare de der dumme tanker der ofte holder os tilbage fra at handle, fordi vi er bange for at skille os ud fra mængden, bange for at stå op for os selv – fordi… fordi… fordi…

Hvornår er vi så modige? Hvad betyder det egentligt at udvise mod? Hvornår kan man mærke, at man har gjort noget modigt? Og hvem vurderer, om du er modig?

Vi kender nok alle oplevelsen af, at vi VED at der er noget, som ikke spiller max. Der er noget som dræner, der er noget som ikke tilfredsstiller, eller der er det her skridt som vi længes efter at tage, men hvor frygten for at gøre det (af forskellige årsager) er KÆMPE STOR.

Så når du har følelsen af at du sveder lidt mere end normalt, at du har hjertebanken, at du får lidt ondt i maven, og står i det der rum, hvor du skal sige JA til din forandring – eller NEJ (og så beholde det du har), så står du lige på kanten af din comfort zone og det er her at modet kommer ind i billedet.

Det kræver nemlig mod at træde udenfor comfortzonen, og tro mig, dine tanker prøver meget ihærdigt at forhindre denne fadæse i at ske (fadæse fordi hjernen helst vil beholde det kendte og trygge)!

Og bliver man så klar til på den rationelle måde at tage det skridt – Det må jeg nok svare NEJ til.

Det er simpelthen noget du kan mærke, at du er nødt til!

Når følelsen af at blive der hvor du er, er mere angstprovokerende end at tage skridtet hen imod din forandring, så du næsten ikke kan være i din krop mere, så meget modstand gør den…… og du så begynder at lytte og handle på det. Så er du modig.

Hvad er modige skridt?

Der er mange – der er store og små (vel og mærke som vurderes som små af andre), og skal jeg tage udgangspunkt i nogle af mine egne modige skridt (når jeg selv skal vurdere det – og det er jeg jo den eneste som kan…J) har nogle af skridtene været:

  • At vise mine følelser for andre (og ikke altid fremstå som Super Woman)
  • At sige Nej når jeg mener Nej – og ikke lige få sagt et lille Ja i stedet. Andre kan ikke vurdere graden af et lille JA og konsekvensen er følelsesmæssigt ret stor indeni.
  • Opsigelsen af mit trygge job, og træde ud i et totalt ukendt land som selvstændig – jeg mærkede, lyttede og kiggede mig selv dybt i øjnene
  • At optage en video af mig selv (udsendt et tidligere nyhedsbrev) – det var der virkelig meget comfortzone i for mig..:-)
  • At være 100% ærlig overfor mig selv (det kan virkelig give mavepine)

… og så har jeg nogle flere ting på listen, som jeg skal have taget nogle modige skridt hen imod.

Hvilke ting står der på din liste – og hvor du stadig står og venter på at modet kommer til dig sådan ud af det blå?

At blive modig er noget man er nødt til at arbejde med og øve sig på, og hvis modet kan blive mere synligt i dagligdagen, så bliver det også mere en ”dagligdagsting” at stå ved, hvad der er rigtigt for dig. Men først skal du vide hvad det handler om for at kunne handle – ofte handler det om overbevisninger, gamle mønstre og roller, som er svære at træde ud af.

Derfor kunne denne lille øvelse måske hjælpe dig til at træde ind i dit mod – skriv det hele ned og mærk efter, vær ærlig overfor dig selv:

Lav en liste over det som du lige nu oplever der ikke fungerer for dig eller har en dårlig energi omkring sig. Det skal være dine unikke punkter. F.eks. (til inspiration)

  • Mener du Ja når du siger Ja – eller mener du Nej
  • Har du de rigtige relationer eller holder du fast i nogen som du ikke rigtig har noget at dele med mere
  • Er du i det rigtige job eller er det en sur pligt som dræner dig
  • Er du en ”pleaser” og er du træt af det fordi det giver dig en følelse af manglende respekt eller en ”de-tager-mig-for-givet” følelse.

Når du har lavet listen – tager du fat på det første punkt (det første som kommer frem er oftest det der trænger til at blive kigget på først) hvor du:

  • Mærker efter hvad den dårlige energi handler om
  • Hvorfor er den dårlig?
  • Hvilken følelse giver den dig?
  • Hvor sidder følelsen i kroppen?

Spørger dig selv, hvad du gerne vil have i stedet for? Forestil dig, at du allerede er i din nye situation:

  • Hvad betyder for din energi, at du har taget skridtet?
  • Hvilke andre bonusser følger med?
  • Hvilken følelse har du i kroppen?
  • Hvor sidder følelsen?

Til sidst tager du stilling til, hvilke skridt du helt konkret er nødt til at tage for at skabe din nye situation:

  • Hvad gør du aktivt for at skabe din forandring?
  • Er der nogen som skal hjælpe dig – hvem?
  • Hvem vil bakke dig 100% op i dit projekt?
  • Hvornår skal du have gennemført projektet?

Når du er i den sidste fase er du ved at handle på dit behov, og du udviser mod…J!

Det er nok én af de vigtigste opgaver i livet, for at finde ind til det der er rigtigt for dig – så hvad holder dig tilbage?

Mangler du en uvildig, der kan hjælpe dig igennem processen eller som kan holde dig på sporet, så guider jeg dig meget gerne videre. Skriv til mig på min mail eller på min telefon: 61 55 21 22.

HUSK!

Du skaber selv din virkelighed, og du skaber selv miraklerne i dit liv

Initiativet er dit

Din plan

Din handlekraft

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *